Morgenjagt med Freya
Freya og jeg er taget ud til vores område i Midtjylland, og er begge helt klar. Da jeg fik et bukkelam for nogle dage siden, så er det hendes tur.
Vi ankommer lige før solopgang, og lige da vi har fået vores ting klar spotter hun en rå og lam i hegnet ca. 300 meter væk.
Vi bliver hurtigt enige om at vi vil prøve at pürsche os ind på dem, selvom der ikke er meget skjul. Vi bevæger os forsigtigt ned af vejen mod dem og stopper af og til for at se hvordan de reagerer.
Heldigvis reagere de ikke på os. Vi kommer på 250m, 200m, 175m og til sidst 140 meter. Vi stopper op, og krydser forsigtigt vejen før vi sætter skydestokken op. De går begge og esser og der er fint kuglefang bag dem.
Freya hvisker at hun godt vil have dem lidt længere ud på marken, så de ikke er så tæt på skellet, så vi venter lidt. Men så går de ind i hegnet og bliver derinde.
Tilbage til start
Vi kigger på hinanden og bliver enige om at gå tilbage til det østlige hegn, for at få solen i ryggen, og måske være heldige at de går over imod os senere.
Vi går stille tilbage og kommer på plads i det andet levende hegn.
Vi sidder begge og kigger mod råen og lammet i det andet hegn, og kan se at de bevæger sig over på naboens mark, og går længere mod vest til næste hegn der er ca. 500 meter væk.
Vi ved at de er i området, så vi er ikke så urolige. Derefter koncentrere vi os mere om skoven til venstre for os, og kigger kun af og til efter råen og lammet.
Efter en lille halv time hører vi noget inde fra skoven og Freya gør sig klar. Det kunne jo være et flot rådyr der kommer ud.
Minutterne går og der kommer ikke noget ud. Vi kigger mod råen og lammet igen, og opdager sørme at der nu er to råer og to lam derovre.
Råen og lammet kommer tilbage
De går stille og esser i solen og på et tidspunkt kommer de lidt for tæt på hinanden, så den ene rå jager den anden væk, sammen med lammet.
Vi kan se de bevæger sig hen over marken, hen imod det levende hegn hvor vi så dem her til morgen. De forsvinder bag hegnet, og der går et stykke tid før vi får dem spottet.
Eller rettere, det er ørene på råen jeg ser. De har begge lagt sig ned, og er næsten usynlige. Klokken er ved at nærme sig 9. Freya og jeg sidder lidt og snakker om hvad vi skal gøre.
Regn og blæst
Det er begyndt at regne, og blæse lidt op, så vi vurdere at det ikke er så sandsynligt at de vil rejse sig op med det samme. Vi beslutter os for, langsomt, at pürsche ud over den åbne mark. Det ser ud til at råen ikke kan se os, hvis vi holder os lavt. Der er 275 meter til dem, så det er lidt af et sats, at skulle bevæge os helt åbent ud over stubmarken.
Vi har begge vores HECS tøj på, så vi vurdere at det nok skal gå. Vi lader rygsække og stole blive stående, og begiver os afsted.
Vi stopper i et par minutter for mindst hver 25. meter for at se om der er nogen reaktion. Det er der ikke, så vi kommer ind på 175 meter uden problemer.
Vi stopper der i et stykke tid, for at få lidt ro på det hele. Vi står nu helt eksponeret og kan ikke gemme os for hende mere. De ligger dog stadig begge i det levende hegn og slapper af.
Ventetid og mere pürsch
Der regner stadig af og til, og vi er lidt udsatte for vinden hvor vi står, men der er ingen læ overhovedet. Efter en times tid begynder Freya at få lidt kolde hænder, så hun tager hendes håndvarmer fra Nordic Heat og tænder for den. Så går det bedre igen for hende.
Vi hvisker lidt sammen om vi ikke skal pürsche lidt tættere på. Vi kigger lidt på råen, og kan se hun af og til ligger med lukkede øjne, så vi vurdere at vi godt kan bevæge os tættere på.
175 meter bliver til 160 meter, 150 meter og til sidst 130 meter. Vi vil ikke bevæge os tættere på nu. Både fordi Freya sagtens kan ramme herfra, men også fordi vi står totalt åbent på stubmarken. Når det ikke regner og solen skinner gennem skydækket, så har vi den ikke mere i ryggen, men på venstre side. Så vi er totalt eksponeret for vildtet nu.
Vi har efterhånden brugt lidt mere end to timer på at bevæge os hertil, så spændingen stiger for hvert minut der går.
Freya kigger helt tiden i hendes fede Zeiss optik og jeg bruger min Vortex håndkikkert flittigt. Vi kan se der er lidt mere bevægelse ved råen. Hun ligger lidt mere uroligt, nu da solen har fået lidt mere kraft og regnen er stoppet helt.
Er vi opdaget?
Efter små ti minutter rejser hun sig pludselig op. Lammet bliver liggende, og råen står og kigger direkte på os. Vi står begge helt stille. Freya er bøjet ned over riflen og jeg står med min kikkert næsten helt oppe ved ansigtet, uden at kunne kigge i den.
Efter fem minutter hvisker jeg til Freya om den stadig kigger på os. "Ja, stå stille!" hvisker hun. Der er stadig ingen bevægelse fra lammet. Der går yderligere mindst fem minutter før råen kigger helt væk.
Hun har, et par gange, ladet som om hun esser, for så at kigge på os igen med det samme. Der er ingen tvivl om at hun enten kan se der står noget, eller at HECS tøjet, gør at hun kan se et "hul" i terrænnet. Det er ikke til at vide hvad hun kan se, eller ikke kan se.
Men efter mere end ti minutter er hun tilfreds med at der ikke er en trussel mod dem og lammet rejser sig og begynder også at esse.
Freya følger lammet og afsikrer riflen. Jeg kan se hun er totalt rolig og har et langsomt åndedrag. Et sikkert tegn på at hun er klar til at afgive et sikkert skud. Jeg kan se hendes finger skiftevis nærmer sig aftrækkeren og fjerner sig fra den, alt efter hvordan lammet stiller sig.
Da jeg tror at nu er det perfekt, træder lammet og råen ligeså stille ind i hegnet og bevæger sig væk ud over den anden mark.
På vildtets betingelser
Igen er det på vildtets betingelser vi går på jagt. Vi kigger begge på hinanden og bliver enige om at det må være nok for i dag. Vi har brugt over 2 1/2 time på åben mark og er blæst godt igennem.
Vi aflader riflerne og går tilbage efter vores grej. Glade og tilfredse, trods alt. Det har været en lang formiddag hvor pulsen har været helt oppe og ringe, og vi har bevist at vi kan pürsche tæt på vildtet, selvom det er ud over åben mark med en ufordelagtig placering af solen.
Vi skal helt klart herud igen snart.
Knæk og bræk!
Claude
