Jagt 6. Oktober 2019
Kong Frost er kommet
Denne morgen lover forhåbentligt godt. Det er frostklart og der skulle blive skyfrit hele dagen, så jeg håber vildtet kommer ud.
Jeg er på plads 40 minutter før solopgang og sidder og glæder mig som et lille barn. Da solens stråler begynder at komme frem, vågner skovens fugle op til dåd. Der er masser af fuglefløjt og fugle der flyver ud af skoven.
Efterhånden som solen står højere på himlen bliver der mere og mere liv og larm fra skoven. Desværre ikke noget større vildt endnu.
Varme i hænderne
Mens jeg sidder og venter, bliver jeg mere og mere glad for min nye håndvarmer fra Tyr Tactical. Det kan godt være at den ser lidt stor ud, men når der er placeret et par "Handwarmers" indeni så varmer den utroligt meget.
Jeg tester ofte nogle nye ting når jeg er på jagt, og denne håndvarmer er i hvert tilfælde noget jeg skal have med på jagt i vintermånederne.
Tid til billeder
Ved 12 tiden har der ikke vist sig noget vildt overhovedet, så jeg beslutter mig for at tage hjem. Jeg vil dog lige først bruge lidt tid på at tage nogle billeder af mit udstyr, her på denne flotte efterårsdag.
Det har været en utrolig flot dag, på trods af at der ikke kom noget vildt for, men sådan er det at gå på jagt.
Knæk og bræk!
Claude