Brunstbrøl

Brunstbrøl 27. September 2019

Klar til brunstbrøl

Freya og jeg har valgt at tage på brunstbrøltur. Det er næsten total fuldmåne næsten skyfrit, så vi er helt sikre på at have held i aften.

Vi har fundet et par gode steder tæt på området hvor jeg har adgang til jagt, så det er et område vi kender rigtigt godt.

Vi er super spændte da vi ankommer til området 30 minutter før solnedgang.

En tur i skoven først

Vi går en god tur i skoven og får spottet nogle krondyr, men de er hver gang på vej væk fra os, så vi får ikke taget nogle ordentlige billeder af dem.

Freya er altid mega koncentreret når vi er ude, og det er super fedt at se hende føle sig totalt hjemme herude.

Tæt på mørkefald kan vi høre hjortene begynde at brøle. Vi bevæger os stille gennem skoven og kommer til sidst ud ved en mark, hvor vi har gode erfaringer.

Så kommer krondyrene

Vi sætter os på en lille brink ved en grøft og venter. Der går ikke længe før de første kronhjorte kommer ud til venstre for os. De er dog nogle hundrede meter væk endnu.

Så hører vi en rudel bevæge sig gennem skoven til højre for os på ca. 100 meters afstand. De kommer ud på marken og det er helt vildt så store de er.

De bevæger sig ud på marken, og der støder flere til efter nogle minutter så rudlen er på omkring 50 dyr.

Vi sidder og iagttager dem, helt stille, og lytter til hjortenes brøl. Af og til hører vi en hjort eller to svarer inde fra skoven.

Vi sidder helt stille

Efter næsten 20 minutter hører vi en hjort brøle meget tæt på, inde i skoven bag os. Vi sidder helt stille og prøver at lokalisere nøjagtigt hvor han befinder sig. Vi kan høre at han går lidt frem og tilbage bag os, så det er lidt svært.

Krondyrene foran os bevæger sig også lidt frem og tilbage, og pludselig kan vi høre hjorten bag os brøle rigtigt tæt på. Han er så tæt på at vi kan høre ham knække grene når han bevæger sig rundt.

Vi har vores HECS tøj på, og er sikker på at det er medvirkende til at han ikke har opdaget os. Han er mindre end 5 meter fra os, og det er vildt at sidder her og bare lytte til ham brøle og bevæge sig rundt.

Der kommer en hind ud på ca 5 meters afstand fra os, og hun fortsætter ud over marken. Få sekunder efter kommer der endnu en hind ud. Hjorten brøler igen og bevæger sig rundt bag os.

Efter et lille minuts tid kommer han ud. Gosh han er stor og tæt på . Han brøler et par gange da han kommer ud, og så fortsætter han også ud over marken til rudlen.

Vi sidder begge med gåsehud på armene efter at have været så tæt på dem. Det var helt vildt. Vi bevæger os væk fra dem, ved at følge skovkanten og tilbage til bilen.

En fed oplevelse, der er blevet en årlig tradition for os.

Knæk og bræk!
Claude