Morgenjagt igen

Jagt 9. Oktober 2019

Samme sted som sidst

Jeg har valgt at sætte mig ud på samme sted som i forgårs da jeg høstede bukkelammet. Det er ikke for at høste det andet lam, da jeg har set en masse forskellig fod de andre gange jeg har været herude.

Hvis der kommer noget vildt for, så vil jeg selvfølgelig være meget opmærksom på at det ikke er de samme rådyr som sidst.

Jeg sætter mig først nedenfor bakken i en lille times tid, og nyder de første stråler fra solopgangen.

Der er en del mere liv på dette revir, da der er en sø i nærheden, så jeg håber jeg også er heldig i dag

Flytter til nyt sted

Efter en times tid bevæger jeg mig op ad bakken for at kunne se resten af marken. På vej op kan jeg konstatere at der er masser af frisk fod, så jeg er optimistisk.

Da jeg kommer op på toppen er der intet at se, men solen varmer dejligt på ryggen.

Jeg kan også se mere frisk fod derfra hvor jeg sidder, gennem min kikkert, så det virker lovende.

Efter 2 1/2 time har jeg ikke set noget vildt, hverken på reviret eller de tilstødende revidere, så jeg beslutter mig for at blive siddende 30 minutter mere, og derefter pakke sammen.

Så kom regnen

Da der er gået 25 minutter begynder det at regne, så det passer helt fint med at jeg kan pakke sammen, da jeg sidder helt udsat og skyerne omkring mig er meget mørke.

Jeg går lige en hurtig tur, og får bekræftet at der er masser af frisk fod, så der er stadig masser af liv selvom jeg høstede et bukkelam her, for to dage siden.

Det er helt klart et område jeg skal ud til igen.

Knæk og bræk!
Claude