Må lykken stå den kække bi?

Jagt 23. Maj 2020

Jeg er taget ud på vores sydlige revir, da området hvor jeg så bukken for et par dage siden er optaget.

Det er en dejlig morgen, hvor det er helt vindstille og der er lidt jordtåge. Forhåbentligt en perfekt morgen til bukkejagt.

Efterhånden som solen får mere og mere bid, vågner skovens fugle op og der begynder at dukke enkelte harer op på markerne.

Klokken 11 har jeg ikke set noget råvildt overhovedet og jeg vælger at køre hjem for at få noget middagsmad, og så køre til et andet revir sidst på eftermiddagen.

Jeg er på plads ved 18 tiden og der er stadig meget svag vind og let skyet.

Mens jeg sidder og nyder udsigten kommer der en rå løbende ud over marken, men desværre ingen buk endnu. Jeg sidder og eksperimentere med min skydestok fra PH-Jagt. Det er et fantastisk redskab der giver en ultra stabil skydestilling.

Ved solnedgang må jeg sande at det heller ikke blev i dag, at bukken præsenterede sig. Alligevel har det været en dejlig dag med godt vejr og dejlig stilhed.

Knæk og bræk!
Claude

Jeg prøver igen

Jagt 21. Maj 2020

Før jeg kom ud til reviret, her til aften, så har jeg været på skydebanen. Jeg har flyttet mit red-dot sigte, så det nu sidder ovenpå mit primære sigte, i stedet for i en 45 graders vinkel.

Jeg tog et par kontrolskud med jagt ammunition, men træfpunktet havde ikke ændret sig. Med .243w og lyddæmper er der næsten ingen rekyl, og je mener derfor sagtens at jeg kan skyde med sigtet monteret på denne måde.

Det har været en perfekt dag, med høj sol og ingen vind, så jeg er spændt på om bukken kommer ud her til aften.

Desværre valgte han at blive væk. Det eneste jeg så var nogle harer og en enkelt rå. Jeg er sikker på at han nok skal komme en af dagene, det er bare med at blive ved.

Knæk og bræk!
Claude

Kronhjorte på banen

Jagt 20. Maj 2020

Jeg vælger at give det østlige revir en lille pause i dag, og så koncentrer mig om det sydligste revir vi har.

Det er en super dejlig morgen ganske få skyer og næsten vindstille. Jeg har besluttet mig for at blive herude hele dagen, og så tage en morfar eller to, hvis jeg skulle blive lidt træt.

Der går kun ganske få minutter før der er masser af liv omkring mig. Fuglene fløjter, harene springer på marken, og der kommer en rå forbi i skovkanten.

Det ser ud til at blive en god dag.

Ved middagstid har jeg dog ikke set noget til bukken. Der har været et par råer ude, på nabo marken og en del harer. Jeg beslutter mig for at tage en bid brød og en lang morfar.

Jeg vågner op et par gange og scanner reviret, men der er ikke noget at se. Ved 17 tiden sætter jeg mig på plads igen og venter.

Jeg bruger tiden på at lege lidt med min nye kniv fra @hvedegaardknives, jeg glæder mig til at skulle brække mit første vildt med den.

Solen begynder at stå lavt på himmelen men der er stadig en times tid til solnedgang. Der har været næsten helt vindstille hele dagen, og solen har været fremme, så det har været perfekt.

Jeg kigger mig over skulderen, og over på nabo marken. Der står sørme tre kronhjorte og esser. Et flot syn. Jeg glæder mig vildt til at sæsonen starter for kronvildt.

Ved solnedgang kravler jeg ned og kigger på resultatet af mit vildtkamera. Det ser ikke så ringe ud endda.

 

Knæk og bræk!
Claude

Bukken blev leveret

Jagt 19. Maj 2020

Jeg starter her til morgen på det nordlige revir, men i den modsatte ende af i går. Hernede er der også masser af fod, så måske er jeg mere heldig.

Efter et par timer på anstand, begynder det at småregne, men det går heldigvis hurtigt over.

Jeg vælger at pürsche ned langs hegnet til modsatte ende af reviret, for at se om der skulle stå noget vildt langs åen.

Mens jeg pürscher ned langs det levende hegn, opdager jeg en rå der går parallelt med mig på den anden side. Hun aner ikke jeg er der, så jeg stopper op og lader hende få et godt forspring. Kanon oplevelse.

Jeg kommer godt på plads på toppen af bakken, i den modsatte ende og ligger her i to timer.

Jeg har set masser af frisk for på vej herop, men der er intet råvildt i sigte. Ved middagstid pakker jeg sammen og kører hjem for at få lidt middagsmad og en lille lur.

Sidst på eftermiddagen kører jeg til vores østligste revir. Der er lidt mere sol nu og vinden har aftaget, så det er bare perfekt.

Jeg sidder og nyder det hele og pludselig ser jeg en buk med to råer til højre for min plads. Det er en flot seksender. De er på 180 meters afstand, så jeg ville ikke have noget problem med at høste dem.

Min kammerat er også ude i dag, og det er på “hans” område. Desværre springer de over åen, og forsvinder over på naboens revir. Gosh jeg fik pulsen op der. Vores område er opdelt af en å der løber ca. 25 meter til højre for mig.

Jeg sidder og spejder gennem det levende hegn for at se om bukken skulle dukke op.

Jeg har et par enkelte huller i det levende hegn hvor jeg vil kunne se ham, men han dukker ikke op, så jeg koncentrere mig om “mit” område.

Pludselig ser jeg en bevægelse til højre. Der står han. 49 meter fra mig målt med afstandsmåleren, men på min vens område. Jeg sms’er ham hurtigt for at høre om han har indsigt på ham. Svaret er “ja, han er på 170 meter, det er for langt for mig”.

Jeg vender mig langsomt og flytter riflen samtidigt. Bukken har ikke set mig. Jeg fanger ham i optikken. Det er seks-enderen jeg har set tidligere.

For at være en god jagt-kammerat vil jeg lige skrive til min ven, for at få hans tilladelse til at høste den, på hans område. Ligesom jeg skal til at trykke på “send”, så hører jeg et skud. Jeg kigger op på bukken der dukker sig og springer ind i det levende hegn bag ham, og over åen ind på naboens revir.

Det ser ud til at det var en klar forbier. Fem sekunder sener hører jeg et host fra en lyddæmpet riffel. Arghhh. Naboen har sansynligvis fået ham. Jeg pakker sammen og bevæger mig ned langs åen for at få kontakt med ham.

Både for at sikre at min ven rent faktisk skød ret forbi, men også for at se om det var den samme buk.

Det var det.. Han var kun ramt een gang, så det var et klart forbiskud. Et varmt Waidmannsheil til naboen, og et noget køligere hejsa til min ven. Det var så tæt på som det kunne være, men jeg ville ikke bare skyde den, når vi nu havde lavet den opdeling af området.

Jeg fik et fint billede af bukken, som naboen høstede. Jeg kan kun drømme om ham nu, og måske møde en magen til senere.

Jeg er selvfølgelig ikke sur på min ven, over at han tog skuddet alligevel. Han mente at han kunne tage det, da bukken stod flot præsenteret for ham. Der kan være mange grunde til at han skød rent forbi, men hellere det end en anskydning.

Jeg blev siddende en lille times tid mere, selvom jeg vidste at chancerne for en anden buk nok ville være minimale. Jeg må ud igen så hurtigt som muligt, i et andet område. Han er derude og venter bare på mig.

Knæk og bræk!
Claude

Ny dag på jagten

Jagt 18. Maj 2020

Her til morgen er jeg taget ud på vores nordlige revir. Jeg har tidligere haft god held herude, og der er masser af frisk fod.

Lige da jeg ankommer, 45 minutter før solopgang, ser jeg noget vildt på marken. Jeg kan desværre ikke se om der er en buk imellem, da de alle tre lunter ind i skoven ligesom jeg opdager dem.

Solen begynder at kigge op over horisonten og fuglene vågner op. Det er altid forfriskende at sidde og nyde en morgen i naturen.

Ved ni tiden ser jeg en rå løbe ud over marken foran mig, men stadig ingen buk. Han må jo være der, så jeg giver den et par timer mere.

Efter yderligere 30 minutter begynder det at regne, så jeg dækker min optik med en handske. Så er jeg klar hvis der sker noget.

Ved middagstid har jeg ikke set yderligere end et par harer og en masse fugle, så jeg vælger at pakke sammen. I morgen er en ny og dejlig dag.

Knæk og bræk!
Claude

Barnebarnets store dag

Jagt 17. Maj 2020

Mit barnebarn Nestor, er taget med på jagt i aften. Det er første gang han er “rigtig” med på jagt. Han har øvet sig hjemme i at være stille, så det kommer til at gå fint.

Da vi ankommer til området opdager han tre harer på vejen ned til vores plads. Allerede der er han mega glad for at have set noget vildt.

Vi kommer på plads og begynder at spejde efter bukken. Nestor husker at hviske hver gang han ser noget på marken og det går mega fint.

Efter næsten to timer kommer der nogle dådyr ud på marken bag os. Han får talt dem og håber nok på at morfar kunne høste en af dem. Den går desværre ikke endnu.

Som timerne går, så ser vi ikke så meget mere ud over harene. Nestor kravler ned i soveposen og får noget cacao og snøfler at hygge sig med.

Vi bliver ude til kl. 21 hvorefter vi vender næsen hjemad. Nestor fyldt med oplevelser, men træt. Han synes det har været mega sjovt og skal selvfølgelig med ud igen på et tidspunkt.

Knæk og bræk!
Claude

Bukkejagten 2020 starter i dag

Jagt 16. Maj 2020

Det er endelig blevet tid for Bukkejagten 2020.

Allerede i går gjorde jeg mig klar, og fik lagt alt mit tøj og grej frem.

Jeg har glædet mig som et lille barn i flere måneder og nu er det endelig tid.

Hele ugen har der været godt vejr, men lige netop denne morgen er der fuld knald på vinden, overskyet og let regn.

Det forhindrer mig ikke i at være klar 30 minutter før solopgang.

Ved solopgang er jeg helt klar. Jeg har ikke set noget vildt på vej ud på plads. De er nok heller ikke så glade for det dårlige vejr.

Efter tre timer har jeg kun set et par fasankokke og et par harer.

Jeg pakker sammen ved ni tiden, og mødes med de andre fra vores jagtlaug. Der er desværre heller ikke nogen der har set en buk i dag, men mon ikke det kommer.

Jeg vælger at sætte mig ud et andet sted om eftermiddagen, for at se om jeg skulle have heldet med mig.

Det er et sted jeg har haft godt held med, tidligere, og her har jeg også lidt mere tid til at lege med mit nye setup. Jeg har monteret et red-dot sigte på min Vortex Viper, og det fungerer super fint.

Jeg er ikke helt sikker på om jeg vil have det til at sidde i en vinkel på 45 grader, eller om det skal sidde på en anden måde.

Efter nogle timer så er det eneste jeg har set, tre harer, der kommer tæt forbi.

Det begynder at regne og solen er ved at gå ned, så jeg pakker sammen ved solnedgang.

Selvom vejret har været dårligt det meste af dagen, og vildtet har holdt sig væk , så er det alligevel en dejlig følelse at sidde herude igen.

Knæk og bræk!
Claude

På jagt med Freya

Jagt 24. Januar 2020

Freya og jeg tager ud på vores sydlige revir, for at se om vi er heldige i dag. Der er overskyet og det støvregner, men vi sætter os ud alligevel.

Vi er på plads ca. 1 1/2 time før solnedgang og selvom det støvregner er det hyggeligt nok.

Der kommer en del svaner der overflyver os, endda ret lavt. Det er vildt som de kan larme når de flyver forbi.

Efter en times tid hvisker Freya: “Hvad er det, derude?” Vi kigger begge og kan se det er en kat der er på jagt.

Ved solnedgang har vi intet set, udover katten og en masse frisk fod. Det var nu alligevel dejligt at sidde på reviret sammen og nyde naturen gå i seng.

Knæk og bræk!
Claude

Flot eftermiddagsjagt

Jagt 22. Januar 2020

Jeg tager ud til det østligste revir vi har, og er på plads ved 14 tiden. Der er strålende solskin og kun en let vind. På vej på plads overrasker jeg en fasankok, så der var masser af larm lige pludselig.

Jeg sidder og nyder solen på ryggen og ser en del duer lette fra en lille lund foran mig. Af og til flyver der et par svaner hen over mig, og jeg kan se de lander på marken til højre foran mig.

Der sker ikke så meget

15 minutter før solnedgang har jeg hverken hørt eller set noget vildt, så jeg beslutter mig for hurtigt at pakke sammen og så gå en kort pürsch, for at se om der skulle være kommet noget vildt frem fra remiserne bag mig.

Efter pürschen, har jeg ikke set noget andet end en masse fod. Jeg har siddet her i området nogle gange efterhånden, og overvejer nu om jeg ikke skal prøve et andet sted de næste gange jeg skal ud.

Jeg må hjem og fintænke lidt, og så må vi se hvad jeg beslutter. Men en dejlig frisk dag, med masser af solskin.

Knæk og bræk!
Claude

Ræven kom forbi

Jagt 19. Januar 2020

Jeg har en god fornemmelse. På vej ud til reviret så jeg en mår og et rådyr. Der er lover strålende solskin 4-7 grader og en frisk vind. Jeg sniger mig ud til området jeg skal sidde i, og scanner alle områder der kan være interessante før jeg bevæger mig fremad.

Jeg ser intet på vej ud på min plads, og sidder klar ca. 20 minutter før solopgang.

Jeg er ultra stille selvom der blæser en del. Jeg har desværre vinden i ryggen, men jeg har mit HECS undertøj på, så det stoler jeg på kan hjælpe mig. Jeg kigger rundt en sidste gang, før jeg tager min ansigtsmaske på. Intet..

Der sidder han jo

Da jeg kigger op igen, så sidder ræven under 30 meter fra mig og misse med øjenene. Han sidder i perfekt profil og hygger sig i solopgangen. Han kigger i min retning men er totalt ligeglad. Han kan tydeligvis ikke se mig, og kan heller ikke dufte mig. Jeg kigger på uret. Fem minutter til solen står op, så jeg sidder bare og nyder ham. Han har sandsynligt ligget i græsset og spist en mus eller andet, mens jeg kom på plads og har ikke hørt mig.

Efter et minut så rejser han sig og bevæger sig længere væk. Han sætter sig ned og sidder nu på 100 meter.

Jeg kigger på ham i mit sigte og har bestemt mig for at høste ham, når solen står op. Vi ved der har været fem unger i kuldet og vi har kun fået høstet een af dem indtil nu. Så vi kan godt høste een eller to mere.

Der er stadig to minutter tilbage da han beslutter sig for at gå til venstre ned mod mosehullet. Jeg følger ham så godt jeg kan, men det er lidt vanskeligt på grund af alle lavningerne han bevæger sig rundt i.

Ræven kommer tilbage

Pludselig vender han om og begynder at bevæge sig tilbage mod mig. Det er 4 minutter efter solopgang så jeg er på den sikre side. Jeg lader ham fortsætte indtil han er næsten ud for mig på ca. 110 meter.

Jeg kan se han ikke har i sinde at stoppe, så jeg siger “mæææ”. Så skal jeg love for at han stopper op og kigger i min retning.

Jeg har haft ham i sigtet hele tiden og ved nøjagtigt hvor jeg har godt kuglefang. Han står perfekt. Jeg ånder helt ud, afsikrer og lader min pegefinger stramme om aftrækkeren. Jeg hører et dæmpet knald og mærker en svag rekyl samtidigt med at jeg ser ræven springe op, hyle og falde ned igen.

Jeg repeterer og kan se han sidder på som da jeg så ham første gang i morges. Jeg vil ikke lade ham sidde for længe, så jeg skyder ham igen. Han falder sammen og ligger bom-stille.

Jeg er af den holdning at vildtet ikke skal lide. Så om jeg skyder det een, to eller tre gange er ligegyldigt for mig. Så længe dyret bevæger sig, eller sidder stille så skyder jeg på det. Først når det ligger ned og tydeligt  giver slip, stopper jeg.

Jeg giver ham ti minutters fred før jeg bevæger mig ned til ham. Jeg har siddet og kigget på ham i min optik og han har ikke bevæget sig overhovedet.

Jeg kan ikke lade være med at ae ham lidt før jeg ligger ham pænt, så jeg kan få et flot billede af ham. Jeg synes vildtet skal æres med den respekt de retteligt fortjener.

Han lugter en del, men det følger jo med. Jeg tager ham med op til min plads, og så venter jeg på at der måske skulle komme et rådyr frem.

Over middag er der ikke kommet noget frem overhovedet. Måske er det på grund af ræven der ligger ved siden af mig, men det er helt fint. Jeg er super glad for at have høstet en ræv. Nu er det bare at pakke sammen og så tage hjem til og fortælle Freya om min store oplevelse.

En super dag.

Knæk og bræk!
Claude

Facebook
Twitter
YouTube
YouTube
Instagram