Så er vi på sporet igen, dagen efter..
Vejret er lidt bedre end i går, med en del sol. Det er lidt råkoldt, men vi elsker bare at sidde ude i naturen og se hvad der sker.

Vi har igen valgt at sidde samme steder, så Freya er i skoven og jeg sidder på marken. Vi snakker lidt med hinanden over radioen, men ellers sidder vi begge og nyder naturen og alle lydene.

Freyas udsigt er bedre end min, men det er helt fint. Hun nyder også at sidde ude og mærke solen varme kroppen lidt.
Efter et stykke tid fortæller hun mig at hun har haft en musvit til at lande på hendes ben, så stille sidder hun. En super fed oplevelse.
Lige da vi beslutter os for at slutte dukker der en buk op på nabo området. Jeg sidder og kigger på ham i nogle minutter for at se om han skulle bevæge sig over på vores stykke, men så heldig er jeg ikke denne gang,

På vej ned til bilen ser jeg endnu flere spor efter kronvildt og råvildt, så dette stykke lover godt i fremtiden.

Vi har haft en god jagt, selvom vi ikke fik vildt med hjem denne gang.
Knæk & bræk
