Jagt 27. Maj 2021
Selvom det er mere end 10 dage siden bukkejagten startede, så er det første gang jeg har tid til at gå på jagt, i denne sæson. Jeg er oppe kl. 3 og ude på reviret kl. 4. Det er en perfekt morgen, næsten uden vind og nogle høje skyer.
På vej ned til min plads ser jeg et par råer, så jeg er nødt til at kravle en del, for at undgå at støde dem. De bevæger sig omkring mig, så jeg er nødt til at bevæge mig langsomt og stille. Så turen der normalt tager ca. 10 minutter har nu taget en time.
Jeg kommer endelig helt på plads. Jeg har god udsigt over en lille eng, med en å på min højre side, og foran mig. Bag mig er der en lille vild og jeg sidder i en lille lavning, så jeg sidder ikke i silhuet.
Jeg har været mega stille mens jeg kravlede på plads. Det er forholdsvis åbent område, men jeg har holdt mig meget lavt og kravlet en del, så forhåbentligt har bukken ikke set mig.
Dådyrene er på plads.
Da jeg får alt på plads og scanner området første gang opdager jeg to sæt horn og et sæt ører fra tre dådyr der ligger ca. 40 meter fra mig. Mit hjerte ræser afsted, og jeg håber ikke at de får færten af mig, og løber væk. De risikerer at skræmme andet vildt, hvis det er i nærheden. Men det er en vild fornemmelse at vide jeg er krøbet på plads, uden de har opdaget mig.
Solen begynder at stå lidt højere på himlen og morgenduggen forsvinder. Der kommer pludselig to råer ud og begynder at esse lige foran mig. Jeg sidder og iagttager dem, mens jeg samtidigt holder øje med dådyrene. De virker ligeglade både med råerne og mig, som de endnu ikke har fået fært af.
De to råer skiftevis ligger sig i det høje græs og esser. Jeg håber virkelig at der kommer en buk ud til dem. Det kunne være fede her på den første dag. Efter små tre timer rejser dådyrene sig, og begynder at esse. Jeg kan tydeligt se dem når jeg strækker kroppen. Ellers er det kun lige hovederne jeg kan se.
Dådyrene kommer nærmere.
Efter nogle minutter begynder de at bevæge sig i min retning. Jeg sidder helt stille, med kameratet rettet imod dem. De kommer tættere og tætter på. 30 meter – 25 meter – 20 meter. De kan se mere og mere af mig, og min riffel der er placeret på min skydestok.
På lige over 15 meters afstand stopper den forreste op, og kigger direkte på mig. Jeg er ikke i tivl om at den godt er klar over at der er noget, der ikke plejer at sidde der, midt på engen i lavningen.
Den drejer af, og den næste dåhjort kommer frem. Den stopper, kigger og bevæger sig også lidt længere væk mens den kigger intenst på mig. Jeg kigger til venstre og kan se de to råer har rejst sig og står og kigger på dådyrene.
Den sidste då kommer op til mig og den er lidt mere urolig. De lunter alle tre væk. Ikke i vild spurt eller noget, bare stille og roligt luntetrav. De stopper ca. 100 meter væk og står og kigger lidt på mig, før de hopper over åen og forsvinder ind i skoven.
Bukken kommer!
De to råer fortsætter med at esse og nogle minutter sener ser jeg den ene hoppe ind i skoven, næsten samme sted som dådyrene. Der går kun 30 sekunder så kommer den ræsende ud igen. Lige bag den er der en flot buk.
De drøner rundt på engen, og pludselig stopper de begge op lige foran mig, på ca. 40 meters afstand. De kigger begge i min retning og jeg får lige taget et billede, før de ræser rundt igen på engen.
Jeg får kigget godt på bukken og kan se det er en stor gaffelbuk. Den er næsten dobbelt så stor i kroppen som råen, så han er helt klart interessant. Der går dog ikke ret længe før de ræser ind i skoven og jeg ser ham ikke mere den dag.
Så er det hjemad.
Jeg har efterhånden siddet her i 6 timer, og det er på tide at pakke sammen. Jeg tager lige endnu et kig på billedet af gaffelbukken. Han ser stor ud i kroppen, men jeg tror jeg vil bruge lidt mere tid herude for at se om det skal være ham, eller om der er en anden der skal fylde fryseren med kød.
På vej tilbage til bilen ser jeg to råer der står og esser. Det har været en vild dag med 6 råer, 1 buk og tre dådyr. Fantastisk 😊
Knæk og bræk!
Claude