Jagt 17. November 2019
Morgenjagt i gråvejr
Jeg ankommer til vores sydlige revir ca. 30 minutter før solopgang. Det siler ned og der er ingen vind. Jeg står ud af bilen og tænker på om det er det rigtige valg jeg har taget for denne dag.
Jeg kigger på min vejr-app igen, og kan se at det skulle holde op med at regne indenfor 20 minutter. Det ser ærligt talt ikke sådan ud, men jeg vælger denne gang at stole på vejrløgneren. Det skal senere vise sig at være en god beslutning.
Jeg scanner hele området for at se om der allerede nu skulle stå noget vildt fremme. Mest for ikke at komme til at forstyrre det, når jeg går på plads. Der er ikke noget at se, så jeg tager min rygsæk på og begynder at bevæge mig de små 500 meter ned til det sted jeg vil sidde.
Regnen stopper endelig
Lige som jeg kommer på plads, stopper regnen. Jeg kigger op på himlen. Den ser stadig grå ud, men jeg håber regnen holder sig væk.
Jeg kan høre fuglene begynder at vågne op, og der er flere og flere der flyver ud af skoven, ud over markerne.
Jeg sidder rigtigt godt og har et perfekt udsyn over hele området. Det er samme sted som for et par dage siden, hvor der stod 2 rådyr under 30 meter fra mig, så jeg håber selvfølgelig på at de er i området.
Der er totalt stille omkring mig, kun afbrudt af en pippen fra de fugle der er tæt på mig. Jeg sidder og er totalt afslappet og suger alle indtrykkene ind. Der er noget næsten meditativt ved at sidde i naturen og bare lade den udfolde sig foran mig.
Er det ikke?
Jeg scanner hele området med kikkert ca. hvert 5 minut, og får da set en masse rovfugle og andet, da jeg pludselig ser en stor hvid plet i kikkerten.
Er det ikke? Jo, der står dælme en rå og esser på marken med enden til mig, på den modsatte side af hvor jeg sidder.
Jeg ved at den er over 300 meter væk, så jeg skyder en afstand med min afstandsmåler. 317 meter. Det er lige i overkanten med det kuglefang jeg har i den retning. Der er også en gård i nærheden, så det er ingen mulighed at skyde fra denne vinkel selvom jeg kommer tættere på.
Jeg har nu to valg. Enten kan jeg følge det hegn jeg sidder ved indtil jeg er på højde med råen, eller jeg kan pürsche direkte imod hende ud over åben mark, og så ændre min skudvinkel senere.
Første valg gør at jeg ikke kan kigge direkte på hende hele tiden, men til gengæld har jeg en rigtig god baggrund hvis hun skulle kigge i min retning. Det andet valg vil gøre at jeg hele tiden kan kigge på hende og "fryse" når hun kigger op. Det betyder også at jeg er fuldt eksponeret da det er over en høstet kartoffelmark.
Pürschen starter
Jeg beslutter mig for option nummer to. Jeg har mit HECS tøj på, som jeg har haft rigtig god erfaring med, og så har jeg mulighed for hele tiden at holde øje med hende.
Jeg tager min rygsæk på og efterlader stol og skydestok, da jeg vil skyde i liggende skydestilling. Jeg kender reviret ud og ind, og ved nøjagtigt hvor der vil være godt kuglefang.
Jeg begynder at bevæge mig ud over marken, samtidigt med at jeg både holder øje med råen og sørger for at træde forsigtigt så jeg ikke larmer.
Afstanden bliver hurtigt reduceret til 250 meter og så 200 meter. Råen har stået med bagen til mig, men nu har hun vendt siden til. Selvom jeg sagtens kunne skyde på denne afstand, så vil jeg tættere på, grundet kuglefang og baggrund.
Jeg beslutter mig for at sætte mig langsomt ned på knæ for at få lidt ro på. Jeg kigger ned og sørger for at jeg ikke larmer. Da jeg kigger op igen er hun forsvundet. Jeg kan mærke pulsen stiger lidt. Det kan ikke passe! Jeg bevægede mig ultra langsomt og lavede ikke noget støj overhovedet.
"Hun må være gået over på den anden side", tænker jeg. Jeg begynder at afsøge kanten af hegnet og marken bagved, for at se om hun alligevel skulle have set mig, og er løbet væk. Men der er ikke noget at se.
For at ændre vinklen til gården, så beslutter jeg mig for hurtigt at bevæge mig mod højre og tættere på volden. Specielt nu hvor jeg er sikker på at hun ikke kan se mig.
Jeg bevæger mig lavt fremad mod højre, samtidigt med at jeg holder øje med området hvor hun forsvandt. Hun dukker ikke op, og jeg begynder at tvivle på om hun alligevel er løbet væk.
Jeg knæler ned og måler igen afstanden. 132 meter. Det er egentlig en fin afstand til at afgive skud på for mig. Jeg er komfortabel på op til 350 meter uden problem, hvis alle hullerne i osten er linet op med vejr, vind, humør, baggrund, bevægelse, kuglefang osv.
Der står hun
Jeg kan stadig ikke se hende, så jeg rejser mig langsomt op, samtidigt med at jeg scanner området med min kikkert. Pludselig ser jeg hendes ører på den anden side af volden. Det er kun lige toppen af dem jeg kan se bevæge sig.
Hun står lige frem for mig, og jeg ved der intet er bag hende, men hun skal bevæge sig ned på marken, så jeg har et godt kuglefang. Marken hælder lidt nedad i området foran det sted hun står. Jeg ved derfor at der er rigeligt med kuglefang både bag og over hende, hvis hun bevæger sig over på min side af volden.
Jeg beslutter mig for at jeg vil bevæge mig lidt tættere på. Så længe hun ikke har mulighed for at opdage mig, så kan jeg lige så godt gøre det så fordelagtigt som muligt for mig selv.
Jeg tager min riffel og tager et skridt frem. I samme øjeblik springer hun op på volden med front mod mig. Her står jeg så og blomstrer ret op og ned, med riflen i en underlig vinkel og kikkerten mellem mit ansigt og brystet.
Hun kan helt klart se der mangler noget i terrænet foran hende, eller også er der noget der ikke er som det skal være i hendes øjne. Mit HECS tøj skulle gøre at vildtet har svært ved at se mig, og det har jeg efterhånden fået mange beviser på. Det virker som om de kan se der er et "hul" der hvor de kigger. Hun kigger intenst i min retning i et minuts tid, sænker hovedet og rejser det med det samme igen.
Den finte har jeg lært forlængst. Jeg har set masser af rådyr "fake" at de skal til at esse, for så at kigge op igen med det samme, sandsynligvis for at spotte om der er nogen bevægelse. Så jeg står helt stille indtil jeg er sikker på at hun ikke har nogen mistanke.
Hun bevæger sig bag et par træer, hvor jeg ikke kan se hendes hovede, og hun kan derfor heller ikke se mig. Jeg bevæger mig samtidigt hurtigt og lydløst fremad mod hende. Jeg er nu inde på lige over 100 meter og knæler langsomt ned. Det er fint her.
Hun træder et par skridt frem og kigger igen i min retning. Igen kan jeg se hun virker interesseret i det område jeg er i. Der er jo sket en ændring. "Hullet" er blevet mindre, fordi jeg nu sidder krummet fremover på begge knæ, i en pøl af vand og mudder.
Hun står perfekt præsenteret med siden til mig. Jeg ved at der ikke er nogen chance for at skyde her, da der ikke er noget kuglefang, men håber på at hun bevæger sig ned på marken igen.
Det sker så bare ikke
Hver gang hun kigger væk, så forsøger jeg på at komme helt ned i liggende skydestilling og dreje riflen i hendes retning. Endelig er jeg på plads og nu skal hun bare bevæge sig ned på marken. Jeg vil kunne se hendes krop og der vil være masser af kuglefang.
Det sker så bare ikke. Jeg kigger igen på et hvidt spejl, og hun bevæger sig igen ned på den anden side af volden. Nu skal jeg tænke hurtigt. Vil jeg blive liggende eller søge lidt tættere på? Jeg vælger det sidste.
Jeg kryber og kravler hen over marken. Det går lidt langsomt for der er meget mudder og vand mellem kartoffelrækkerne. Jeg kan se et fint område ca. 20 meter længere fremme, hvor der er en lille forhøjning på marken. Det er perfekt. Jeg kravler derhen og nu er der kun 85 meter til volden.
Råen må stadig være på den anden side, men jeg er ikke sikker på hvor den er. Jeg sætter mig op på begge knæ bag riflen og spejder med kikkerten, for at se om jeg kan se ørene på den. Intet.. Jeg rejser mig halvt op og kigger. Intet.. Jeg beslutter mig for at rejse mig helt op for at kigge.
Igen sker det nøjagtigt som sidst. Ligesom jeg bevæger mig til stående stilling, kommer den frem. Lige foran mig. Nu står jeg her og ligner et kæmpe fyrtårn tænker jeg. Den stopper op og stiller sig med spredte forløb og sænker hovedet mens den kigger i min retning. Det ser ud som om den nærmest vil lege, ligesom en glad hundehvalp. Den kigger i nogle sekunder og vender så siden til.
Jeg begynder at knæle ned og så vender den spejlet til mig igen. Da jeg lægger mig helt ned på maven tænker jeg: "underligt, der er ikke så stort et spejl på den nu, som der var før". I samme øjeblik kommer der endnu et rådyr frem lidt til højre for den første. Den er større og nu forstår jeg sammenhængen. Det er en rå med lam, men jeg har kun set råen indtil for lidt tid siden.
Valget er nemt for mig. Hvis råen går ned på marken foran mig, bliver der ikke høstet noget, men hvis lammet eller begge bevæger sig derned, så høster jeg lammet.
Hullerne i osten lines op
De står nu begge og esser. Lammet kigger i min retning igen og hopper lidt på stedet. Arghhhh, jeg håber ikke det begynder at løbe væk. Råen lægger ikke mærke til noget. Lammet begynder at esse igen, og bevæger sig stille og roligt ned fra volden til min side.
Jeg har tænkt skuddet igennem nogle gange, mens jeg ligger på marken. Parallaxen på optikken er justeret og jeg behøver ikke justere kliktårnet da afstanden er under 100 meter nu. Lammet står lidt skråt med fronten til mig, så jeg venter.
Dybe indåndinger og udåndinger med en god pause imellem dem. Pulsen bliver langsommere og langsommere, kan jeg mærke. Råen bliver på toppen af volden og står og esser. De er begge totalt uvidende om min tilstedeværelse. Lammet drejer sig og står nu flot præsenteret med siden til. Jeg vil først afgive skuddet når det løfter hovedet.
Jeg afsikrer riflen, placere yderste led af pegefingeren på aftrækkeren og finder bladet på lammet i sigtet. Jeg ser lammet løfte hovedet og jeg ånder helt ud samtidigt. Jeg ligger så afslappet som muligt i mudderet og koncentrere mig fuldt og fast om sigtebilledet og øger langsomt presset på aftrækkeren.
Min riffel hoster hult, og jeg mærker et blødt skub på skulderen af rekylen der er dæmpet af lyddæmperen. Jeg åbner det andet øje helt op så jeg kan se reaktionen på skuddet. Samtidigt med jeg genlader riflen, kan jeg se projektilet ramme lammet på bladet og det laver et lille spring og skyder ryg. Perfekt placeret.
Jeg bruger blyfri Dynamic Research Technologies TerminalShock projektiler, så jeg ved at det komprimerede kobber og tungsten nu gør sin virkning og det er et spørgsmål om sekunder før det forender.
Lammet løber op på volden, hvor jeg kan se råen kigger sig omkring. Lige da lammet passere toppen, kan jeg se det allerede er ved at kollapse. Råen løber nogle skridt, kigger sig tilbage og løber så ned på den anden side af volden, ude af syne.
Jeg sætter mig op og venter nogle minutter før jeg langsomt bevæger mig frem mod stedet hvor lammet forsvandt. Jeg står på volden og kan se det ligger på den anden side, en lille meter inde på naboens mark. Der er ingen tvivl om at det er forendt, men jeg kontrollere det alligevel med øjetryk, før jeg går op til gården for at bede om lov til at hente lammet.
Det er der ingen problem i, så jeg går tilbage og bærer det op til enden af volden, hvor jeg ringer til min hustru Freya (www.huntress.dk) der elsker at brække vildt, så det skal hun selvfølgelig have lov til. Det vejer 12 kg brækket. Det er jeg tilfreds med.
Hun tager et par billeder af mig, med lammet og hvor jeg lå på marken, før vi begge kører hjem og nyder resten af dagen med at forlægge lammet. Vi spiser mørbraden, hjertet og een filet om aftnen, og det smager pragtfuldt. Det har været en perfekt dag med masser af gode oplevelser og erfaringer.
Alt træning og erfaring har hjulpet mig, og jeg er snart klar til næste jagt og naturoplevelser.
Knæk og bræk!
Claude
