Tilbage til kendt område

Jagt 15. November 2019

Tilbage til det kendte område

Jeg er taget ud til vores sydligste revir, hvor jeg som regel ser vildt. Enten på vores eget område, eller på eet af områderne der støder op til det.

Det er først på eftermiddagen, og der er små tre timer til solnedgang. Vejret er egentligt ok, overskyet og ingen vind. Temperaturen er omkring 8 grader så den har heller ingen betydning for mig.

Jeg ser masser af frisk fod, både fra kron- då og råvildt. Det er ikke så langt siden jeg var her sidst, og de er alle nyere end dem jeg så sidst, så det er perfekt.

Jeg placere mig lidt tættere på skoven denne gang, så min vinkel bliver mindre og jeg næsten kan skyde parallelt med den. Det betyder selvfølgelig også at jeg skal være endnu mere stille og usynlig. Heldigvis har jeg mit HECS tøj på, så det skal nok hjælpe.

Timerne går

Da der er gået næsten 2 1/2 time og jeg intet vildt har set eller hørt, udover fugle beslutter jeg mig for at jeg vil stoppe nogle minutter før solnedgang. Jeg beslutter mig for at det skal være tre minutter før denne gang.

Det skal forståes sådan at jeg ikke vil afgive skud, når der er mindre end tre minutter igen. Jeg får stillet mit ur, og så skærper jeg sanserne i de sidste minutter.

Jeg ved at det typisk er i de sidste minutter før solnedgang at vildtet kommer frem, så jeg sidder spændt og venter.

Brrrr-brrr-brrr. Jeg kan mærke mit ur brummer. Tiden er fløjet afsted så jeg aflader og placerer riflen på jorden, rejser mig og strækker kroppen. Jeg har siddet og scannet hele området og der her ikke været noget at se.

Hvordan gjorde de det?

Jeg vender ryggen til skoven og kigger lige ned langs hegnet, hvor jeg har siddet. Det kunne jo være at der var et rådyr eller to, og jeg vil ikke forstyrre dem på vej tilbage til bilen.

Ingenting. Jeg vender mig om, og stivner. Lige foran mig på under 25 meters afstand står der to rådyr pænt med siden til og kigger på mig. De står næsten ved enden af hegnet hvor jeg har siddet.

Jeg forsøger at luske telefonen frem for at tage et billede af dem, men de hopper ind i skoven. Jeg kigger på uret. Stadig eet minut til solnedgang. Det er for vildt at de pludselig dukker op af det blå. Enten er de kommet fra skoven da jeg vendte mig om, eller så har de ligget i samme hegn, under 25 meter fra mig.

Endnu en gang overrasker naturen mig. Det er noget af det jeg virkelig elsker ved at være herude, uanset om det er på jagt eller bare på en vandretur. Der sker altid noget nyt, selvom det er de samme steder jeg kommer. Fedt!

Knæk og bræk!
Claude