Fællesjagt aflyst

Jagt 17. Januar 2021

Vores fællesjagt er aflyst på grund af Corona og forsamlingsforbuddet. Vi er fire mand der så tager på riffeljagt, spredt ud over reviret, efter lodtrækning.

Jeg har fået et fint sted, midt i vores revir og jeg er på plads 15 minutter før solopgang.

Der er et par graders frost, men ingen vind af betydning så det er helt perfekt.

Da jeg har sat mig, dukker der to harer op der hopper rundt på marken. Jeg har travlt med at måle afstande og finde ud af hvor jeg kan afgive sikkert skud.

Jeg er super glad for mit tøj, i dag, på grund af kulden. Specielt min vinterhue er rigtig god. Jeg kan sagtens holde varmen, og det er kun lige fingerspidserne jeg fryser lidt efter en times tid.

Da der er små 20 minutter til at vi slutter jagten, ser jeg pludseligt spejlet af et rådyr, i det levende hegn. Den er på 90 meter, så det er perfekt. Desværre er kuglefanget ikke godt nok, så jeg håber på at den går til een af siderne, så jeg kan afgive et sikkert skud.

Det gør den desværre ikke. Den tripper væk, hele tiden så jeg har dårligt kuglefang, så jeg lader den selvfølgelig gå. Lige før jeg pakker sammen ser jeg to nye harer komme frem, men dem er der ikke jagttid på, så de får lov til at hoppe rundt.

En kort, men god jagt der bør på en del vildt, dog uden at jeg nedlagde noget. Der er stadig små to uger tilbage, så jeg håbe på at komme ud et par gange mere, og måske få et stykke vildt med hjem til spisebordet.

Knæk og bræk!
Claude

Facebook
Twitter
YouTube
YouTube
Instagram