Bukken kom forbi

Jagt 27. Januar 2021

Jeg er taget ud på et af vores områder der ligger i den sydøstlige ende af reviret. Jeg har tidligere nedlagt et fint lam herude, og har set en del vildt.

Der er forholdsvis køligt og det regner let, da jeg bevæger mig på plads. Det tager ca. 40 minutter, da jeg bevæger mig meget langsomt og anvender ofte min kikkert, for at se om der skulle stå noget vildt i remiserne, eller ved de levende hegn.

Jeg er på plads ca. 15 minutter før solopgang. Der er ikke meget vind, men regnen er forholdsvis kold og temperaturen ligger tæt på frysepunktet.

Efter en lille times tid, ser jeg en rå med lam på naboens mark. Jeg sidder og tænker på om de måske krydser over, og bevæger sig ind på vores revir. De forsvinder langsomt bag en af remiserne, og jeg ser dem ikke mere. Jeg holder selvfølgelig skarpt øje i den retning.

Regnen fortsætter og jeg kan efterhånden se at den begynder at trænge ind på mit DOPE skema, som jeg har tapet fast på min Vortex optik. Jeg har tit været ude i regnen, men ikke i så mange timer, hvor det bare fortsætter med at sile ned.

Ved 13 tiden begynder jeg at tænke på om jeg skal pakke sammen, og så ser jeg ham.. En buk der er stor og flot i kroppen dukker op, ca. 180 meter væk på vores område.

Jeg sidder og kigger lidt på ham, men beslutter mig for at jeg hellere vil gemme ham til bukkejagten. Jeg er mere interesseret i at få et stort lam, eller en rå så vi kan få noget lækkert kød på bordet.

Jeg er ikke i tvivl om at jeg sagtens kan nedlægge ham herfra, eller pürsche ind på 100 meter, men det bliver ikke før til maj, hvor jeg håber at vi mødes igen.

Jeg sidder og kigger på ham i nogle minutter før jeg stille og roligt pakker sammen, og går stille væk i modsat retning af hvor han står, så han får ro til at esse.

En våd men super god dag, hvor jeg fik set vildt.

Knæk og bræk!
Claude