Jagt 6. Juni 2021
Jeg er igen mega tidligt oppe, men det gør ikke så meget da vejret er perfekt. Ingen skyer eller vind af betydning, så hvad kan gå galt.
Jeg ankommer til mit område ca. 1 time før solopgang og bevæger mig langsomt ned mod engen. Da jeg kan se den, bruger jeg lidt tid på at afsøge området med min kikkert, før jeg bevæger mig de sidste 200 meter ned til den. Der er godt med morgendis, og solen er ikke kommet over horisonten endnu.
Jeg ser ham! Bukken jeg gerne vil have står og esser midt på engen. Han har med garanti ikke set mig, for jeg står lige i kanten af et levende hegn, og har bevæget mig uset frem. Jeg beslutter mig for at trække mig lidt tilbage, og bevæge mig ned imod ham, i skjul af det levende hegn. Han kan ikke se igennem det, og det kan jeg selvfølgelig heller ikke, men det er en chance jeg er villig til at tage.
Jeg bevæger mig mod syd bag hegnet, og kommer ned til enden af det. Der er lidt over 150 meter til engen herfra og der er en lille vold ca. 110 meter væk, der løber langs med engen. Jeg forsøger at se bukken, men kan kun se opsatsen bevæge sig lidt af og til.
Pludselig dukker hans hoved helt op. Han kigger direkte i min retning. Jeg kan ikke forstå hvordan han kan have opdaget mig. Jeg har den svage vind i ansigtet, jeg har ikke lavet noget larm overhovedet og jeg står i skjul mellem træerne. Han virker dog ikke bange eller noget, så jeg knæler ned, tager rygsækken af, og klargøre min skydestok.
Der er stadig ca. 20 minutter til solopgang, så jeg planlægger at kravle hen over marken, kigge efter ham halvvejs for at justere retningen og så ellers kravle helt op til den lille vold for at tage skuddet der. Der vil maksimalt være 100 meter til ham, hvis han bliver på engen.
Som sagt, så gjort. Jeg kravler så stille jeg kan på alle fire, hen over marken og sørger for at holde mig så lav som muligt. Halvvejs sætter jeg mig foroverbøjet på mine knæ, og løfter laaaangsomt hovedet mens jeg spejder efter bukken.
Jeg ser ham næsten med det samme. Han har bevæget sig mod nord, i den retning jeg opdagede ham første gang. Problemet er at han står og kigger direkte ned mod mig, dog igen uden at reagere på min tilstedeværelse. Jeg er i tvivl om at han har set mig, eller om han bare tilfældigvis har løftet hovedet samtidigt med at jeg kiggede op over volden.
Han begynder at esse igen, og jeg kravler videre fremad, helt op til volden. Det er nu 4 minutter over solopgang, så jeg lader min riffel ultralydløst og får klargjort min skydestok, så den passer til en knælende skydestilling. Jeg bliver liggende et par minutter for at få pulsen ned, før jeg sætter mig op på knæene igen, bag skydestokken. Jeg burde være lige ud for ham, så jeg retter mig langsomt op og kigger gennem græstoppen på volden.
Ingenting!
Jeg kan ikke se ham. Jeg kigger til højre – ingenting. Så kigger jeg til venstre. Der står han flot med siden til, og kigger direkte ned på mig. Afstanden er omkring 100 meter, så jeg vender riflen i hans retning. Det vil han dog ikke finde sig i, så han bevæger sig endnu længere væk, og bevæger sig til sidst ind i noget krat på ca. 200 meters afstnd, der tilhører naboen.
Jeg sidder og tænker lidt over hvad jeg skal gøre. Jeg bestemmer mig for at bevæge mig ned på engen og vente der. Chancen for at han kommer tilbage for at esse her, er lige så god som hvis jeg satte mig et andet sted.
Jeg kommer stille på plads, men det eneste der viser sig de næste timer er to råer der kommer ud for at esse på engen. Jeg kan næsten ikke se dem, i forhold til der hvor bukken stod, så jeg er klar over at han har en fin størrelse, og har godt med kød på sig.
Ved 11 tiden pakker jeg sammen og bevæger mig hjem, mens jeg forsøger at finde ud af hvordan han vidste at jeg var i området. Han har nu overlistet mig nogle gange, så jeg må være endnu mere forsigtig og årvågen næste gang vi mødes.
Lige før jeg går tilbage, ser jeg tre rævehvalpe ræse rundt og lege på vejen, på nabostykket. Det er altid sjovt at se på dem, når de ikke er klar over at de bliver iagttaget, men blot ræser rundt.
Knæk og bræk!
Claude
