Bukken

Jagt 11. Juni 2021

Jeg har holdt et par dages pause fra jagten, men nu er det tid igen. Jeg er taget ud på engen hvor jeg har haft nogle møder med bukken de sidste uger. Jeg har fundet ud af at de begge er rimeligt snu, og jeg er derfor nødt til at være meget opmærksom på solens placering, vinden og mine bevægelser.

Jeg bevæger mig langsomt ned mod engen. Det er en flot morgen, med lidt jordtåge, og i løbet af få minutter spotter jeg min første rå på ca. 50 meter. Jeg bevæger mig ultra langsomt og hun kigger lidt på mig før hun esser videre. Ellers ingen reaktion fra hende.

Nogle få minutter senere kommer der endnu en rå ud på én af de marker jeg bevæger mig langs med. Denne gang på ca. 150 meter, så hun opdager mig ikke overhovedet.

Da jeg nærmer mig engen, sætter jeg farten ned og er endnu mere opmærksom på mine bevægelser og baggrund. Denne gang vil jeg gerne kunne spotte bukken før han spotter mig. Jeg bevæger mig langsomt mod et levende hegn, der er ca. 150 meter fra engen, og sørger hele tiden for at hegnet skjuler mig.

Jeg er ved hegnet og begynder stille og roligt at scanne engen. Der går kun ganske kort tid før jeg ser ham. Bukken står og esser. Den kigger af og til op, og kigger sig omkring, og jeg kan netop skimte opsatsen igennem jordtågen.

Jeg bevæger mig bagud fra det levende hegn og ca. 40 meter længere væk. Her aflægger jeg min rygsæk, og så er det ellers i lav gang hen over marken, indtil jeg nærmer mig enden af hegnet. Jeg tager ikke chancen denne gang, for at se om han stadig står og esser. Der er ingen grund til at give ham muligheden for at spotte mig.

I stedet kontrollere jeg tiden – 1 minut over solopgang siger uret. Jeg lader riflen så stille som jeg overhovedet kan. Der er ca. 100 meter til kanten af engen, og sidst jeg så ham, stod han cirka 2/3 inde på den. Det betyder ca. 175 meter i alt til ham. Jeg ved at hvis jeg kravler hen over marken, så vil jeg være skjult for ham, da der er en lille vold imellem os.

Jeg begynder at kravle hen over marken, hele tiden stille og roligt samtidigt med at jeg forsøger at dæmpe alle lyde. Efter ca. 15 minutter er jeg ved volden. Jeg ligger og venter nogle minutter så min puls og åndedræt kan komme ned i et rimeligt normalt leje.

Jeg har klargjort min skydestok til knælende skydestilling, før jeg tog afsted på jagten, så den klargører jeg så den har retning mod området hvor jeg så ham. Jeg har ikke rejst skydestokken helt op endnu. Det gør jeg da jeg har placeret riflen på den. Jeg holder på riflen med min ene hånd, og har ikke kigget op endnu. Men nu skal det være.

Jeg retter kroppen lidt op og spotter ham igen. Han har bevæget sig lidt til højre, så jeg drejer skydestokken lidt, så riflen peger lidt foran hovedet på ham. Hans krop er lidt dækket bag noget højt bevoksning, så jeg vil vente til han bliver helt fri af det. Jeg kan se ham i optikken, og jeg kan mærke pulsen begynder at dunke i ørene. Ikke et godt tegn, så jeg forsøger at trække vejret og slappe af.

Pludselig kigger han op, drejer hovedet og kigger i min retning. Han har nok set at der er noget ved volden, der ikke var der da han havde hovedet oppe sidste gang. Han går et skridt frem, stopper, kigger lidt i min retning igen. Pludselig laver han et par sjove hop, og jeg tænker at nu spurter han væk.

Men det gør han ikke. Han står helt stille, perfekt præsenteret med siden til mig. Jeg finder midten af ham lige mellem forløbene, og så løfter jeg sigtepunktet ca. 5-10 cm. Jeg har for længst besluttet mig for at jeg vil lave et højt bladskud.

Jeg lader tankerne flyde og lader min reptilhjerne overtage. Ånder helt ud, samtidigt med at jeg øger presset med min pegefinger på aftrækkeren. Jeg ved at skuddet går ca. et sekund efter jeg har åndet helt ud og jeg forsøger at slappe endnu mere af.

Jeg mærker riflen støde mod skulderen, og jeg har begge øjne åbne, mens jeg genlader. Jeg kan ikke se ham overhovedet. Han er ikke løbet så han må være faldet i skuddet. Jeg venter nogle minutter og bevæger mig ned mod skudsteddet.

Han ligger forendt, lige hvor jeg skød ham, med en perfekt høj bladkugle. Det bliver ikke sidste gang jeg anvender den metode. Jeg får ringet til Freya, der rigtigt gerne vil brække ham, og jeg får taget et par fine billeder af ham, mens jeg venter på hende.


Vi får ham vejet. 21 kg brækket. Det er jeg super tilfreds med. Så er der lidt kød til spisebordet. Vi får ham hurtigt båret op til Freyas bil, så hun kan køre hjem og forlægge ham.

En super fed jagt, hvor alle hullerne i osten bliv linet op, så jeg fik en fin buk.

Knæk og bræk!
Claude