Efter at have startet med genladning kunne jeg se at det med at rengøre hylstre godt kunne tage noget tid, alt efter hvilken metode jeg brugte.
Jeg startede egentligt ud med at købe en tumbler og noget valnøddeskal medie hos Rex ved Guns & Powder og så ellers bare decappe hylstrene, smide 50-75 af dem i tumbleren ad gangen og lade den køre i 3-4 timer.

Af og til kunne jeg se at hylstrene ikke blev helt rene, specielt indvendigt og også i lommen til fænghætten. Derudover syntes jeg at det tog forholdsvis lang tid at rense dem alle, så de blev rigtigt pæne.
Rensning med ultralydsrenser
Jeg begyndte så at kigge på en ultralysdrenser og fandt en lille billig een som jeg købte. Jeg valgte een der både havde en timer og justerbar temperatur.

For at se hvor godt, og hvor hurtigt jeg kunne rense mine hylstre bestemte jeg mig for at lave et lille eksperiment.
Opdeling i tre grupper
Jeg tog 15 hylstre der var lige beskidte og delte dem op i tre grupper.

Gruppe 1 fik 20 minutter i ultralydsrenser med Lyman Turbo Sonic 1:30 opløsning og på 60 graders varme.
Gruppe 2 fik 60 minutter i tumbler med en smule Hornady One Shot metal polish.
Gruppe 3 blev en kombination af gruppe 1 og 2. Først 20 minutter i ultralyd og herefter 60 minutter i tumbleren.

På den måde ville jeg se hvor meget jeg kunne nedbringe tiden jeg brugte på at rense hylstre, da jeg syntes at 3-6 timer var for lang tid.
Jeg satte begge stationer i gang og så var det ellers bare at vente på resultatet.
Jeg blev heldigvis positivt overrasket da jeg var helt færdig, men forventede også at Gruppe 3 blev bedst, da de jo fik to omgange rengøring.
Resultaterne:

Da jeg kiggede på hylstrene der fik ultralyd alene (gruppe 1) syntes jeg faktisk de så rigtigt godt ud. De havde en flot lys glans og var også flotte indvendige.


Selv lommen til fænghætten så fine ud. Der var dog stadig lidt krudtslam tilbage, men ikke nær så meget som før de blev rengjort.

Hylstrene der kun blev tumblet, havde en mere kobberagtig farve, hylsterhalsen og skulderen var heller ikke helt rene. Når jeg kiggede indvendigt i hylstrene så var de stadig helt sorte indvendigt, og der var lidt mere krudtslam i lommen til fænghætten, end i dem der havde fået ultralyd.


Hylstrene ville sagtens kunne anvendes til genladning, men de skulle nok have nogle ekstra timer i tumbleren for at skinne endnu mere, selvom jeg havde brugt Hornady One Shot metal polish fra Guns & Powder.
Resultat af kombination
Den sidste gruppe der både fik ultralyd og tumbling blev færdige, og der må jeg sige at resultatet blev forbløffende godt. De blev altså rengjort i 80 minutter totalt.
Hylstrene skinnede både indvendigt og udvendigt, lommen til fænghætten var også næsten 100% ren.



Konklusion
Jeg er ikke i tvivl om at jeg synes investeringen i en ultralydsrenser er givet godt ud. Selvom der nu er 2 forskellige trin i klargøringen af hylstrene, så er resultatet meget bedre end ultralyd eller tumbling alene.
Så i stedet for at bruge måske 4-6 timer på tumbling, så kan jeg nøjes med 80 minutter. Jeg behøver heller ikke at tørrer hylstrene efter ultralydsbadet, da de kommer direkte i tumbleren og får en time der.
Anbefaling
Jeg kan kun anbefale at du anvender begge metoder i kombination, selvom det bliver lidt dyrere, hvis du ønsker at få super flotte hylstre til genladning.
Jeg er godt klar over at der findes flere måder at rengøre hylstre på, og også andre processer, så hvis der er nogen der vil sponsere en våd-tumbler, eller andet, så er jeg selvfølgelig frisk på at lave en større test.
Mange tak til Guns & Powder for hjælpen og den gode rabat.
Med venlig hilsen
Claude