To jagter på een dag

Jagt 27. December 2019

I dag er Freya med mig i vores sydlige område. Vi hygger os gevaldigt når vi er på jagt sammen, så det er altid noget vi ser frem til.

Vi ankommer ca. 20 minutter før solopgang og kommer hurtigt på plads på vores “stamplads” i det østlige hegn. Der er overskyet, men heldigvis blæser det ikke særligt meget.

Vi kigger og kigger..

Vi sidder og lytter til at skoven vågner og der flyver en del fugle ud fra den. Efter tre timer har vi stadig ikke set noget vildt, og der er ved at blive en smule koldt bare at sidde og kigge.

Jeg beslutter mig for lige at gå en lille tur for at se om der skulle være noget frisk fod. Sandelig om jeg ikke er heldig. Ved skoven, ca. 100 meter væk er der masser af frisk fod.

 

Der er både fra rådyr og dådyr, og de er helt friske. Der er også nogle fra krondyr men de ser ud til at være mere end 24 timer gamle.

Vi beslutter os for at blive siddende en time mere, for at se hvad der sker.

Desværre sker der ikke noget, og vi pakker sammen lidt over middagstid.

På vej hjem ringer een af mine venner for at høre om vi vil med ud på hans revir. Freya takker nej, da hun har noget arbejde der skal laves, men jeg takker selvfølgelig ja.

Anden jagt i dag.

Jeg mødes med min ven på hans revir og vi bliver hurtig enige om hvor vi skal sidde. Jeg sidder i et tårn der vender mod vest og kigger ud over en majsmark.

I starten er der overskyet, men efter en times tid så kommer solen frem. Den kommer så meget frem at jeg næsten ikke kan se noget da jeg får strålerne lige ind i ansigtet.

Efter et par timer finder jeg min thermokop frem, og får en tår boullion. Det varmer dejligt og jeg fortsætter med at spejde efter vildtet i solens skarpe stråler.

Ved solnedgang har vi intet set overhovedet og vi pakker sammen for denne gang. Selvom det har været sparsomt med vildt, er det alligevel dejligt bare at sidde ude i naturen og nyde den.

Jeg kan ikke vente med at komme ud i det nye år.

Knæk og bræk!
Claude