På jagt i den Nordjyske natur

Jagt 1. November 2019

Solen kigger frem

Freya og jeg er blevet inviteret på jagt i Nordjylland af Ole, der tidligere har deltaget på en fællesjagt i det konsortie jeg er medlem af.

Vi står op kl. 0400 og kravler i jagttøjet før vi begiver os mod det Nordjyske. Vi mødes med de andre kl. 0630 og får en god gang morgenmad og afholder en kort parole.

Freya og jeg kommer til at sidde i samme hegn, Freya i en dobbeltstige og jeg selv i en enkeltstige. Vi bliver ført på plads, Freya bliver placeret først og så får jeg anvist mit tårn og hvor jeg må skyde.

Jeg går hen til tårnet og stivner. Der står tre rådyr lige foran mig på under 100 meters afstand. To af dem med siden til og helt fri, den sidste står lidt inde i bevoksningen.

Jeg prøver hurtigt at få min riffel klar på eet af trinene på stigen, men netop som jeg har den ene i sigtet så bevæger de sig alle ind i bevoksningen.

Op i stigen og klar til alt

Jeg kravler hurtigt op i stigen, og kan se dem alle tre i krattet. De går og esser, kigger af og til op, men her ikke opdaget mig. Jeg følger dem i min optik, men der er altid en gren eller lille busk foran dem, så jeg venter med at skyde.

Jeg ved at hvis jeg rammer selv den mindste gren, så kan det få en kæmpe effekt på projektilets retning og det har jeg ikke lyst til. Jeg er sikker på at det nok skal lykkedes på et tidspunkt.

Efter 10 minutter går de længer ind i bevoksningen og jeg kan ikke se dem mere. Jeg går i gang med at skrive en besked til Freya, og hun svarer at hun godt så det ene rådyr, men ikke de to andre.

Pudselig ser jeg en bevægelse foran mig. Der står de tre rådyr igen. Alle tre dog inde i den lave bevoksning, men kun en lille meter eller to derinde.

Jeg kigger på dem og får identificeret den mindste. Det er lidt svært, da der ikke er den helt store forskel på dem. Jeg følger den i optikken og forsøger at tage nogle langsomme og dybe åndedræt.

Jeg slapper helt af og gennemtænker skuddet. Jeg vil ramme den på bladet, når den er fri for grene og kigger op, og helst med siden til. Den går lidt frem og tilbage, og jeg kan se at den nærmer sig et åbent stykke.

Jeg har taget en masse målinger med min Vortex Ranger 1800 afstandsmåler, så jeg ved den er på mellem 80 og 90 meters afstand.

Skuddet gennemføres perfekt

Lige før den når det åbne stykke afsikrer jeg riflen og sørger for min tommelfinger ligger på højre side af pistolgrebet så jeg er mest mulig afslappet i hånden. Geværet's bipod hviler på rammen af stigen og det er totalt stabilt og afslappet.

Jeg finder bladet på rådyret i optikken, ånder helt ud og lader min pegefinger presse lidt hårdere på aftrækkeren. Riflen giver et højt host, der er fint dæmpet af min Nielsen Sonic Paradox 50 lyddæmper. Jeg både ser og hører at mit 308W TerminalShock projektil fra Dynamic Research Technologies rammer perfekt.

Råyret springer op og skyder ryg. Et godt tegn på at det er ramt på bladet. Det falder sammen og jeg kan se det bevæger sig mod højre, henimod de to andre rådyr. Jeg genlader med det samme og følger det et par meter. De to andre kigger forvirret rundt og løber så mod højre.

Efter nogle sekunder ser jeg dem begge komme ud fra bevoksningen og stiller sig på marken til højre for mig, mens de kigger sig tilbage. Jeg sidder og håber på at Freya kan se dem, og måske høste et af dem, men det kan hun desværre ikke.

De løber væk og jeg sikrer riflen igen, mens jeg koncentrerer mig om hvor jeg sidst så rådyret. Vi skal alle blive siddende til jagten blæses af, selvom det kribler i mig for at komme over til vildtet.

Sikring af riflen

Mens jeg sidder og venter så får jeg den ide at jeg vil sikre min riffel lidt bedre. Der er ikke så meget plads i tårnet, så jeg frigører det ene Quick Detachment (QD) spænde på min 3HGR rem, og lader den gå udenpå rammen, før jeg sikrer den på riflen igen.

På den måde vil min riffel ikke falde ned på jorden hvis jeg nu skulle falde i søvn eller andet heroppe.

Lidt efter kommer der en lille spurv forbi. Den sætter sig et par meter fra mig og kvidrer løs. Super hyggeligt.

Flere skud

Klokken er ved at nærme sig 11, hvor det er meningen at jagten skal blæse af. Pludselig hører jeg et par skud mere. Damn jeg blev forskrækket. De var begge uden lyddæmper, og lød mega højt.

Jeg kan høre at jagten blæses af, og Freya skriver at hun kommer ned til mig, for hun vil gerne være med til at brække det. Det er helt fint for mig at vi kan deles om opgaven.

Hun er altid klar til at deltage, både for at lære men også for at få mere erfaring og det kan man aldrig få nok af.

Ole og hans makker kommer også og vi bevæger os over hvor jeg ramte vildtet. Jeg er klar over at der sandsynligvis ikke er meget sweiss, da DRT TerminalShock ammunitionen typisk ikke efterlader mange spor. Til gengæld kan du være sikker på at vildtet forender, hvis du rammer det omkring hjerte/lunge regionen, endda med en stor margen.

Ganske rigtigt, så kan jeg kun finde det sted hvor rådyret sprang op, da jeg ramte det. Jeg ved hvilken retning det bevægede sig, og vi finder det ca. 15 meter væk.

Perfekt skud

Vi får trukket råen ud på græsset. Hun er tung. Jeg kan se skuddet sidder nøjagtigt hvor jeg sigtede og hun har ikke haft en chance.

Vi vender hende om og kan se et fint lille udgangshul. Det er sandsynligvis det bagereste af kappen, da projektilet er af "frangible" typen. Det betyder at når den rammer noget der er hårdere end den selv, eller væskeholdige områder, så bliver kappen skrællet åben og de komprimerede kobber og tungsten partikler  spredes med enorm chok-virkning.

Som forventet er udgangshullet lidt længere tilbage på dyret, da det stod en anelse skævt da jeg høstede det, men begge lunger er helt ødelagt på det.

Vildtet brækkes

Freya går straks igang med at brække det, og det går hurtigt. Hun er blevet rigtig god til det, men hun har også haft en del mulighed for at øve sig.

Da det er brækket vejer vi det. 20,1 kg! Det er helt fint for os, så er der mere mad til fryseren.

Jeg får pakket mit grej væk og så er det ellers op på skulderen med det og tilbage til jagthytten.

Hun er tung og det er op ad bakke meget af tiden. Freya tilbyder at gå lidt med hende og det får hun selvfølgelig lov til.

Da vi kommer op til de andre finder vi ud af at det er Ole der har høstet det andet rådyr. Stort tillykke får han selvfølgelig og det er velfortjent.

Så der ligger to rådyr på paraden. Formanden ville godt have haft et krondyr eller to, men både Freya og jeg er meget tilfredse og taknemmelige for invitationen og resultatet.

Mange tak til Ole og resten af konsortiet, for invitationen. Det var en rigtigt god jagt og dejligt selskab.

Vi håber begge på at kunne få lov til at besøge stedet igen, da naturen var super flot og der var masser af vildt.

Knæk og bræk!
Claude