Morgenjagt med larm

Jagt 23. Oktober 2021

Jeg er taget ud i vores østlige område. Jeg har tidligere haft held her, og har set flere dådyr. Vejret er rigtigt godt, med næsten skyfri himmel og desværre en let vestlig vind.

Det betyder at jeg har vinden i ryggen, når jeg bevæger mig på plads, og det er ikke optimalt. Jeg ankommer ca. 30 minutter før solopgang, og begynder at bevæge mig ned mod pladsen.

Pludselig hører jeg et par store traktorer der kommer bagfra og passere mig. Jeg hilser på chaufførene og kommer langsomt på plads. Der er intet at se.

Solen stiger langsomt op og fuglens fløjt øges i intensitet og lydstyrke. Desværre gælder det også for traktorkørslen, da der bliver høstet majs på nabomarken.

Jeg er klar over at det nok bliver svært at få noget vildt, men det kan være jeg er heldig at de trykker noget denne vej.

Efter 1 1/2 time må jeg konstatere at der ikke viser sig noget vildt. Enten har de bevæget sig i en anden retning, eller så ligger de og trykker sig i skoven ved siden af. Marken er stor, så jeg tror ikke at de bliver færdige med at høste foreløbig.

Jeg beslutter derfor at pakke sammen, selvom vejret er rigtigt behageligt og jeg faktisk sidder og nyder udsigten. Men larmen fra de kørende traktorer på ca. 100 meters afstand er alligevel lidt for forstyrrende.

Jeg vil prøve et andet område i morgen.

Knæk og bræk!
Claude