Det er øjnene man først bliver blind på

Jagt 13. December 2020

I dag skal vi egentlig afholde fællesjagt i konsortiet, men vi blev enige for et par dage siden at vi aflyser på grund af Covid-19. Vi vil ikke være en mulig smittekæde, specielt ikke så tæt på julen og en kommende vaccination.

I stedet beslutter vi at alle områder er åbne for riffeljagt, denne ene dag, og så er det ellers ud alene. Vi er dog ikke så mange der vælger at gå på jagt i dag, og vi mødes heller ikke på noget tidspunkt.

Jeg vælger at sidde i det område, hvor jeg så en rå med to lam for et par dage siden, da jeg overnattede ude i telt.

Mit setup med telt fra Nordisk. Det virker helt fint

På vej ud på plads

Jeg er i forholdsvis god tid med 40 minutter til solopgang. Jeg står og spejder ud over området i nogle minutter, for at se om der skulle være noget vildt. Der er helt stille, og jeg tager lidt bestik af vinden.

Den er desværre ikke til min fordel. Det sted jeg har bestemt mig for at sidde, vil give rygvind ned mod den remise, hvor jeg har set råvildtet opholde sig.

Jeg har to veje at vælge mellem. Enten langs remisen eller en omvej på en lille kilometer, så jeg ikke forstyrrer vildtet. Valget er nemt. Jeg tager den store omvej. På med rygsækken og så er det ellers afsted.

Jeg tager mig god tid og kigger efter tegn på vildt alle steder. Jeg har bestemt mig for at bruge min .243w i stedet for min .308w, da jeg kun vil høste råvildt, hvis det er muligt. Der er masser af fod fra både rå-, då- og kronvildt og jeg vil helst ikke støde noget på vej på plads.

Jeg ser ikke noget på min vej, men bruger alligevel lidt mere tid end forventet på at komme lydløst og uset på plads.

Der er kun omkring 10 minutter til solopgang, da jeg er på plads på marken med et levende hegn bag mig.

De kommer!

Jeg sidder der kun i to minutter, før jeg hører bladene knase bag mig. Jeg vender mig langsomt om og ser to rådyr komme gående bag mig, lige på den anden side af det levende hegn. De er ikke mere end fem meter fra mig. Pulsen stiger til et par hundrede slag i minuttet, mens jeg følger dem med øjnene, mens de bevæger sig væk mod venstre.

Jeg tænker, det er meget sandsynligt at de vil komme ud på “min” mark. Der er masse af grønt i forhold til den de går på nu, så jeg løfter min skydestok og riffel og drejer begge dele næsten 90 grader til venstre.

Det ene rådyr springer ind på marken og hurtigt derefter det andet. De er på 78 meters afstand. Min puls stiger igen, men jeg kan se der er seks minutter til solopgang. Tiden går bare i slowmotion nu!

De esser og kigger sig lidt omkring imens. De har hverken set, hørt eller fået fært af mig, så jeg sidder bare og nyder synet af dem.

Tiden snegler sig afsted og da der er to minutter til solopgang, har de bevæget sig tættere på remisen. Den ene står på en lille vold, og den anden står på marken og esser.

De to rådyr står på 89 og 112 meter nu. Du kan lige ane spejlet af den, der står på volden. Vinklen snyder lidt. Rådyret står i en lavning og der er fint kuglefang bagved. Gården er ubeboet.

Selvom jeg synes tiden går langsomt, er det alligevel et dejligt syn at se dem gå og hygge sig.

Eet minut. Jeg kan mærke pulsen begynder at stige, og jeg tvinger mig selv til at trække vejret langsomt og velovervejet. Min puls føles ikke så tydeligt og jeg finder det ene rådyr i sigtet. Det er den mindste af dem, selvom der ikke er meget forskel på dem.

Den bevæger sig mod remisen, hvor jeg lige kan ane det andet rådyr. 20 sekunder. Den stiller sig ved volden. Perfekt. Jeg har kuglefang og den præsenterer sig flot.

Jeg ser det andet rådyr komme frem igen og de gnubber næser et kort øjeblik, før de begge hopper op på volden og forsvinder ind i remisen, med kun fire sekunder til solopgang.

Jeg sidder og glipper lidt med øjnene. Det er næsten ikke til at tro, så tæt på, og alligevel så langt fra. Fire sekunder lyder ikke af meget, men det er det, når vi taler om jagt, og specielt tiden før solopgangen.

Ventetiden

Jeg har ikke haft tid til at udføre mit “ritual” hver gang jeg kommer til et område. Jeg plejer at tage en række billeder, og derefter en masse afstande med min afstandsmåler. På den måde kan jeg både skrive min dagbog bagefter, men endnu vigtigere, så har jeg en god fornemmelse af hvor jeg vil skyde eller ej.

Jeg kigger selvfølgelig også efter kuglefang og hvordan baggrunden ser ud på større afstande. Jeg er helt fortrolig med at høste vildt på 300 meter, men prøver altid på at komme så tæt på, som overhovedet muligt.

Selvom der er gode muligheder her, så ved jeg at kuglefanget ikke er optimalt alle steder

Jeg finder hurtigt nogle områder hvor jeg vil afgive skud. Største afstand er 143 meter, og det er intet problem. Uanset hvad der kommer i de områder jeg ikke vil afgive skud i, lader jeg det gå og nyder i stedet synet af det. Det har jeg prøvet masser af gang før og har ikke noget problem med det.

Hjørnet af remisen bliver vigtig senere

Jeg scanner konstant området, og specielt ned mod remisen, hvor jeg for et par dage siden to gange har set en rå med to lam, og nu de to andre rådyr.

Jeg er ikke i tvivl om at det er forskellige rådyr, da der var forholdsvis stor forskel på dyrene fra i dag og råen med de to lam, jeg har set tidligere. Der var også tydelig størrelsesforskel på råens lam, og jeg vil gerne høste det mindste, hvis det er muligt.

Der bør være en god chance for at høste vildt, det er jeg ikke i tvivl om, det drejer sig bare om at være her samtidig med dem.

Jeg sidder og tester mig selv konstant i forskellige afstande, og laver en hurtig kontrol med en Zeiss Victory RF 10×42 kikkert jeg har lånt til en kommende artikel. Jeeebez, den er smart.

Jeg hører skud… mange..

Klokken er efterhånden blevet halv ti, og jeg hører et skud et stykke væk. Jeg ved der er én af de andre i konsortiet, der sidder i den retning, og jeg skriver til ham, for at høre om han har haft noget for.

Det har han ikke. Skuddet kommer fra en  fællesjagt i skoven ved siden af. Lidt efter hører jeg tre hurtige skud lige efter hinanden, meget tæt på. Det lyder som det kommer fra samme riffel,  måske en Merkel Helix uden at jeg skal være ekspert. Men de kom dælme hurtigt og lød på nøjagtigt samme måde.

Ca. 5-8 sekunder senere hører jeg et enkelt skud mere, fra samme retning, der lyder helt anderledes og så kommer der et tydeligt lyddæmpet skud. Jeg har omkring 700 meter til den store skov, men skuddene er alligevel meget tydelige, specielt dem uden lyddæmper.

Lidt efter kan jeg høre en masse hundeglam, og det bliver ved i ca. 5-10 minutter.

Jeg sidder og begynder at tænke på, om vildtet nu vil blive inde, når der både er lyden af riffelskud og masser af hundeglam. Jeg sidder og overvejer om jeg skal afslutte jagten, og så køre herud igen i eftermiddag. Klokken er nøjagtigt 1000 og jeg skriver til Freya, som sidder på hendes eget revir, at jeg pakker sammen 1020, og jeg vil kører herud igen i eftermiddag.

Hun svarer mig to minutter senere, at det er en god ide.

Er jeg blevet blind?

Jeg har monteret et Vortex Venom red dot oven på min primære optik, og jeg plejer altid lige at lave et par sigteøvelser før jeg pakker sammen. Det er primært til vildt på korte afstande, men jeg siger aldrig nej til gratis træning.

Normalt tager jeg et sigte med min primære optik på afstande mellem 25-50 meter, af og til længere væk, og så kigger jeg gennem mit red dot sigte.

Mit Venom red dot ovenpå min Vortex Viper PST II optik

Jeg er super glad for min red dot. Jeg har lært at bruge den i USA hos nogle venner, der går meget på jagt. Jeg har et mega godt overblik, når jeg anvender den, da jeg skyder med begge øjne åbne. Jeg skal bare placere den røde prik på vildtet, hvor jeg ønsker at ramme det, når det er på under 75 meter.

Jeg ved der er nøjagtigt 100 meter ned til hjørnestolpen ved remisen, og den kan jeg jo se tydeligt, nu hvor jeg kigger derned igen. Jeg har jo siddet og kigget i den retning i over den time.

Den vil give et rigtigt godt sigtepunkt for min red dot, da den er helt tydelig og der er ikke så meget andet i den retning ud over marken.

Jeg kigger gennem min optik mod hjørnestolpen, og min puls stiger helt vildt med det samme. Det er et rådyr! Jeg begynder næsten at grine. Der står et rådyr og esser med front mod mig, uden at jeg har set det komme frem.

Der går et par sekunder, så ser jeg det andet stå lige ved siden af, også med front mod mig. Jeg kan mærke min mund står åben i forbløffelse og lukker den.

Der er kommet to rådyr frem, på 100 meters afstand, uden jeg har set dem, selvom det er lige nøjagtigt det område jeg sidder og koncentere mig om.

De esser og bevæger sig lidt mod højre. Jeg kan se det ligner de to rådyr jeg så først på morgenen. Næsten lige store og det, der er mest lyst i pelsen er en anelse mindre end det andet. Det mørke vender spejlet til mig, og jeg kigger op over optikken.

Jo, jeg kan tydeligt se det, men det andet er noget sværere at se, da det falder perfekt ind med baggrunden. Så jeg er heldigvis ikke helt blind. De esser og går og hygger sig.

Jeg ved allerede nu, at det rådyr der er mest lyst i pelsen er det, jeg vil høste. Men det står ikke hvor jeg gerne vil have det til. Der er en lille lavning, ca. fem meter til højre, og en andet 20 meter til venstre, hvor jeg får fint kuglefang. Så jeg er nødt til at vente til at det bevæger sig dertil. Det bevæger sig stille mod højre.

Der er gået to minutter og nu står dyret lige, hvor jeg vil have det. Jeg kigger kort op, og selvom jeg er ved at få tunnelsyn, kan jeg se det andet rådyr står lidt længere til højre for det, så der er ingen chance for at jeg kommer til at ramme det.

Sekunderne bliver til timer

Rådyret er stadig i sigtet, da jeg kigger på det igen. Det har drejet sig lidt og står nu perfekt. Afstanden er 100 meter, så alle hullerne i osten er linet op.

Jeg trækker bevist vejret roligt og konstant. Sigtet bevæger sig kun ganske lidt, på grund af skydestokken. Jeg kan høre mit hjerteslag helt vildt i ørene. Jeg ved at jeg skal slappe af i skuldrene, og jeg afsikrer riflen, helt lydløst.

Rådyret esser videre, og jeg placerer trådkorset lige bag forløbet, midt på kroppen. Jeg anvender et Dynamic Research Technologies (DRT) 95 grain projektil. Projektilet består af et kobberprojektil, med komprimeret tungsten/kobber, og er uhyggeligt effektivt. Derudover er det ikke giftigt, som et blyholdigt projektil.

Jeg vil gerne vente til dyret kigger op, så jeg er sikker på at det står som jeg vil have det. Jeg ser det begynde at løfte hovedet, og jeg ånder ud, samtidigt med at min pegefinger øger trykket på aftrækkeren. Alt går nu i slowmotion. Jeg har begge øjne åbne, for at bekæmpe mit tunnelsyn, og kan nemt se rådyret stå og kigge efter det andet rådyr.

Sigtet står helt stille, lige hvor jeg ønsker det skal være på kroppen af rådyret. Jeg slapper af, øger bevist presset på aftrækkeren, og mærker det blide skub af riflen på min skulder, næsten samtidigt med at jeg ser og hører rådyret blive ramt.

Med det samme falder det lidt sammen, og springer så med to spring ind i remisen. Jeg genlader og kigger ind i remisen. Jeg kan ikke se dyret mere, men det andet rådyr står og kigger lidt forvirret rundt. Det er tydeligt, at det ikke ved hvad der er sket. Efter nogle lange sekunder går det ind i remisen og forsvinder.

Tænke, tænke, tænke

Jeg kigger gennem min optik for at se, om jeg kan se rådyret jeg skød til. Der er ikke noget at se i det tykke tornekrat. Jeg er ikke i tvivl om jeg har leveret et godt skud. Lyden af DRT projektilet, der rammer et stykke vildt er ikke til at tage fejl af. Men usikkerheden er der altid… Hvad nu hvis..

Jeg venter nogle minutter og bevæger mig ned mod skudstedet. Umiddelbart kan jeg ikke se noget sweiss, men det gør mig ikke så urolig, da der ikke altid er gennemskud med DRT projektilet. Jeg kunne høre projektilet ramme og kender effekten af det. Jeg finder hurtigt frisk fod fra rådyrene, og finder skudsteddet. Der er tydeligt lyst blod og stykker af lungerne.

Et sikkert tegn på DRT projektilets effektivitet

Nu ved jeg det er et spørgsmål om at lokalisere rådyret. Jeg afmærker skudsteddet med min hat. Jeg kan tydeligt se både fod fra flugten og godt med sweiss, ind i tornekrattet. Jeg håber ikke, det ligger midt inde i det, for så bliver det lidt svært at få det ud.

Jeg kan umiddelbart ikke se vildtet i krattet, så jeg vælger at gå en anden vej ind, for at se om det ligger lige på den anden side. Da jeg kommer derind finder jeg hurtigt fod og sweiss. Jeg vender mig 90 grader og kan se rådyret ligge forendt omkring fem meter væk ved et lille grantræ.

Jeg bliver altid lidt melankolsk når jeg ser vildtet ligge forent

Følelserne ved at høste et stykke vildt

Jeg sikrer mig, at rådyret er forendt, og sætter mig ved siden af det. Både Freya og jeg har mange følelser i forbindelse med at nedlægge et stykke vildt, og vi vil begge gerne bruge nogle minutter på at tænke over, hvorfor vi er jægere.

Jeg lader min hånd hvile på hovedet og halsen. Det er stadigt varmt og helt blødt at mærke på pelsen. Jeg kan mærke, at jeg får en klump i halsen. Det er trods alt et liv, jeg har høstet. Vi vil gerne selv bestemme hvilket kød vi spiser, og vil meget hellere selv høste vildt, end købe noget tilfældigt kød i et supermarked.

Dette stykke vildt vidste ikke hvad der ramte det, da det for få minutter siden stod og essede. Det døde, da projektilet ramte det, og det var kun reflekser og adrenalin der gjorde, at det kunne bevæge sig under 20 meter før det lagde sig ned.

Jeg er ked af det, men samtidig glad for at jeg har leveret et godt skud, der ramte nøjagtigt hvor jeg ønskede det. Lige midt på kroppen, umiddelbart bag forløbet. En hurtig død, praktisk taget ingen kødspild og vigtigst af alt, kød der ikke er forurenet med bly.

Min træning har båret frugt med et godt placeret skud

Mens jeg sidder ved siden af råen, giver jeg den et sidste måltid. Det er et lille ritual for at ære vildtet og for at det kan forlade vores verden på en god måde. Jeg bruger vel omkring 15-20 minutter, før jeg jer klar til at brække dyret.

Nogle gange går der kortere tid, andre gange har jeg brugt længere tid med det vildt, jeg har høstet. Det er meget forskelligt, men jeg vil gerne bruge den tid, jeg synes er passende til det stykke vildt jeg lige har høstet. Jeg tror det kommer an på hvad humør jeg er i, og hvordan jagten har været.

Jeg brækker vildtet på stedet og vejer det efterfølende. Det vejer 13 kg, brækket og det er jeg godt tilfreds med. Freya er bliver også glad, for nu er der mere kød til fryseren og middagsbordet.

Jeg pakker rådyret ned i min rygsæk og så går turen hjem til Freya for at fortælle hele historien.

Min Mystery Ranch Metcalf pakket med rådyret jeg har høstet

Knæk og bræk!
Claude