Økologistuderende Emma Djurberg, der ligger på en snedækket bakke i en gletsjerflankeret dal kendt som Reindalen, ligner en moderne valkyrie på togt. Lange blonde fletninger indrammer kikkerten ved hendes øje, mens hun søger efter sit mål – et pjusket gråt væsen på størrelse med en stor ged. Det er et Svalbard-rensdyr, opkaldt efter den klynge af norske øer, som rensdyret kommer fra, og Emma venter på, at den skal tisse.
“Rensdyr er super-selektive spisere,” hvilket deres ekskrementer afslører, forklarer Samantha Dwinnell, en ph.d.-kandidat i økologi, som ledsager Emma Djurberg på denne tur for at indsamle data om den unikke Svalbard-underart. Forskerne – som omfatter Oline Eikeland, en kandidatstuderende i biologi, og forskningsassistent Ida Köhn – kommer fra forskellige institutioner, men de arbejder alle med rensdyrforskning på Universitetscentret på Svalbard.
Udover afføring samler gruppen gamle gevirer fra permafrosten. Isotopanalyse af disse forgrenede knogler, der smides og vokser ud igen hvert år, kan afsløre vigtige detaljer om tidligere forhold.
Forskerne laver også et statustjek på 23 specifikke rensdyr med øremærker. Det betyder timers vandring rundt i dalen med en antenne, efter signaler fra et GPS-halsbånd på et rensdyr. Når de har lokaliseret et dyr, leder de efter et sted, hvor det har græsset og registrerer møjsommeligt de specifikke plantedele, rensdyret har nappet. De er fascineret af den måde, dyrene på en eller anden måde ved, hvilke planter – og hvilke dele af planterne – der er mest nærende på forskellige tidspunkter af året. I den tidlige sommer, for eksempel, søger rensdyr specifikt efter visse unikke blomster, såsom en ranunkel-type kaldet Coptidium spitsbergense. Undersøgelser viser, at dyr, der retter sig mod den mest næringsrige mad, har en højere kropsmasse. “Det giver mening,” siger Dwinnell. “De spilder ikke deres tid på lort.”
Læs mere HER
