Grå morgenjagt igen

Jagt 22. December 2020

Jeg tager ud i vores sydlige revir og er på plads 30 minutter før solopgang. Det støvregner kraftigt og jeg har vinden i ansigtet, så det gør ikke noget godt for brillerne.

Jeg tørrer dem med jævne mellemrum, og spejder ud over markerne. Der er ikke de store bevægelser at spore ud over fuglene der flyver hen over hovedet på mig.

Jeg kigger mest efter vildt på jorden. Uanset om det er mindre vildt, eller større så er det altid super interessant at se hvordan de opfører sig, når det ikke ved der er nogen der iagttager det.

Men der er intet at se overhovedet. Jeg tænker nogen gange over om det er fordi de egentlig ikke gider at komme ud i det lidt dårlige vejr, eller om det ikke lige er samme tidspunkt som jeg sidder der, at de vælger at komme frem.

Ved middagstid vælger jeg at pakke sammen, uden at have set noget overhovedet.

Med min nuværende statistik, og den fra i sidste år, så skal jeg være på jagt 12- 15 gange før jeg nedlægger vildt. Der er stadig 10 gange hvis statistikken skal holde, men jeg håber selvfølgelig at det bliver lidt bedre.

Jeg vil gerne have et par dage med frost, og så se hvad der sker med vildtet.

Knæk og bræk!
Claude